FAQ
Ofte stillede spørgsmål om Nordhund og hundetræning generelt
Få svar på dine spørgsmål om at træne hos Nordhund
Som adfærdsrådgiver og hundetræner modtager jeg ofte spørgsmål af både generel og specifik natur. Jeg har samlet de bedste og de oftest stillede af dem her i denne FAQ, så du nemmere kan finde de oplysninger, du leder efter.
Jeg har en voksen hund og vil gerne starte til træning – jeg kan ikke finde et hold der passer?
Jeg starter primært nye hold for hvalpe og derefter fortsætterkurser for dem. Har du en voksen hund kan du enten deltage på onlinekurset Fantastisk Familiehund eller få en 1-1 time sammen med mig. Herefter kan du komme med på et fortsætterkursus, når jeg får en ledig plads.
Kan jeg træne hos Nordhund selvom jeg ikke har lyst til at bruge en klikker?
Det korte svar er ja, det kan du tro!
Du vil blive instrueret i at lære din hund færdigheder vha belønninger og ved at bygge færdigheder op trin for trin. Du vil også lære at bruge en ” belønningsmarkør ” som kort og præcist fortæller hunden at NU har den gjort det rigtige – der er belønning på vej. Årsagen er, at det letter jeres kommunikation så din hund lærer hurtigere og nemmere. Din belønningsmarkør kan være en klikker – men det kan også være en lyd ( mundklik / smæld med tungen ) eller et kort ord fx ”jep” eller simpelthen bare ”klik”.
Klikkertræning er mere en metode end det er brugen af den lille plasticboks.
Hvad koster det at gå til hundetræning?
Hos Nordhund koster holdtræning med 4-5 deltagere mellem 200 – 250 kr / time alt efter hold og deltagerantal. Til sammenligning koster en 1-1 time 900,- for den indledende time, opfølgende timer koster 800,-
Hvorfor må hvalpene ikke gasse af sammen før træning?
Fordi hvalpe let kan opbygge en masse forventningsstress, hvis de igen og igen starter med at ankomme og lege som det første. Du risikerer at din hvalp bliver mere og mere opkørt hvergang den kommer til træning, og du kan opleve at den efterfølgende får sværere og sværere ved at falde til ro og koncentrere sig. Det er super godt for både læring og stressniveau at vænne din hvalp til at ankomme, finde til sin egen plads og falde til ro dér. Herefter træne koncentreret med pauser indimellem og først til sidst hilse på en eller flere klassekammerater.
Kan man leje træningsfoldene til luftning, leg eller træning?
Desværre ikke. Foldene ligger i umiddelbar forbindelse med min private have, så når jeg ikke underviser vil jeg af hensyn til mine egne hunde gerne undgå at have gæster på foldene. Af samme årsag må du først gå ind 15 minutter før din aftale starter. Så vi er sikre på at mine hunde er lukket indendørs. Kommer du i god tid så bliv på P-pladsen eller gå en lille tur. Læs mere om Træningspladsen.
Kan man melde sig på flere hold om ugen?
Ja, det kan man i hvert fald godt. Dog vil jeg starte med et enkelt hvis du har en helt lille hvalp.
Hvor gammel skal hunden være, når man begynder til hundetræning?
Skal hvalpe være færdigvaccinerede før de starter til hvalpetræning?
Nej – det skal de ikke. Den Danske Dyrlægeforening anbefaler 3 x hvalpevaccine ved 8, 12 og 16 uger. Egentlig skal hvalpe kun bruge 1 x vaccine for at være beskyttet, men hvalpe får antistoffer via hundemors mælk når de dier, og så længe de antistoffer er i kroppen på hvalpen har vaccinen ingen effekt. Det er lidt forskelligt hvornår den enkelte hvalp ikke mere har antistoffer fra mor i sit system. Så vi ” skyder med spredhagl ” for at ramme et tidspunkt for en vaccine, hvor der ikke er flere antistoffer i hvalpen og vaccinen derfor virker.
Vi ved, at risiko for smitte er minimal – og gevinsten ved socialisering overstiger langt den minimale risiko for smitte. Derfor skal du tage din hvalp ud i verden, også til hvalpetræning, selvom den ikke er færdigvaccineret.
Hvor er du uddannet henne?
Jeg er uddannet hundeinstruktør, klikkerinstruktør, rally og NW instruktør, adfærdsbehandler og adfærdsrådgiver. Først har jeg taget nogle uddannelser hos Irene Jarnved og derefter nogle flere hos Hund & Træning. Senest har jeg taget en NW efteruddannelse fra Amarok hundeskole.
Find svar på spørgsmål om hundetræning generelt
Hvordan træner man en hund?
Kort sagt; man belønner den adfærd man gerne vil have mere af, ignorerer den adfærd man ikke vil have mere af, stopper destruktiv adfærd og guider på forkant henimod ønsket adfærd – såvidt det er muligt.
Hvordan vælger jeg et sted at gå til hundetræning?
Hvad betyder R+?
Det betyder i læringsteorien positive reinforcement / positiv forstærkning og er den procedure vi anvender mest. Det handler i al sin enkelthed om, at den adfærd vi belønner den får vi mere af. Og hunde som trænes vha belønning bliver nogle glade, trygge, dygtige hunde. Læs evt. mere om R+ på min blog, klik HER->
Hvorfor er det vigtigt at træne belønningsbaseret?
Når vi træner med motivation og belønning opbygger vi en tryg relation til hunden og den forbinder det at lære med noget godt. Den får lyst til at lære mere og den bliver glad, tryg, veltilpas og mere rolig. Hvis vi gør det modsatte, altså træner med straf og korrektion, så resulterer det i en hund der bliver usikker, utryg, frustreret og stresset. Hunden kan blive hektisk eller helt passiv, den kan også blive reaktiv og den vil i det hele taget ikke have det godt.
Hvis det er et emne, der interesserer dig, så er der på min blog en række indlæg, der diskuterer og forklarer at træne belønningsbaseret, se dem HER ->
Hvordan lærer jeg at forstå min hunds kropssprog?
Generelt er bløde bevægelser og mimik venligt, mens stift, direkte kropssprog og mimik er uvenligt. Se denne lille guide -> hvor jeg gennemgår hundens signaler og forklarer og viser dig det vha en masse illustrationer.
Hvor meget kan man træne med sin hund om dagen?
Det kommer meget an på din hund. Har du en hvalp så kan den måske kun koncentrere sig 5-10 minutter ad gangen. Til gengæld kan du træne flere gange om dagen.
Er din hund voksen så kommer det an på hvor aktiv den er og hvor vant den er til at træne.
De fleste har det bedre med flere korte seancer i løbet af dagen fremfor een lang. begynder din hund at checke ud af træningen eller blive forvirret over hvad du ønsker, så kan det være tegn på at det er for svært – eller at den trænger til en pause.
Kan man opdrage en voksen hund?
Ja! Det tager lidt længere tid end med en helt ny hvalp fordi man typisk skal aflære nogle gamle vaner og indlære nogle nye. Men jo, det kan man i hvert fald godt.
Hvor mange gange om dagen skal man træne sin hund?
Det afhænger af din hunds alder og aktivitetsniveau. Hunde der er avlet til at arbejde meget, fx jagt og hyrdehunde, er ofte ret aktive og vil gerne udfordres. Helt små hvalpe sover en del, men fra 4-5 mdrs alderen og fremad kommer ofte en mere aktiv periode. Generelt er det ofte bedst at træne flere gange dagligt i kortere momenter. Fx 2-3 gange dagligt á 10 -15 minutter, så er du ret godt kørende! Og mindre kan også gøre det, særlig hvis din hund er meget ung eller ikke en så aktiv type.
Hvordan kan jeg træne min hund?
Overordnet vil jeg råde dig til at træne din hund ved at belønne den adfærd du gerne vil have mere af og ignorere, stoppe eller helt forebygge den adfærd du ikke ønsker.
Planlæg hvad du vil lære din hund af øvelser og hjælp den til at agere som du ønsker det ved at anvise den ønsket adfærd i forskellige situationer. Et eksempel kunne være at lære den ” sit ” og så bede den om det hvergang en cykel passerer hvis den er tilbøjelig til at løbe efter cykler.
Fået lyst til at læse mere om hunde, hundetræning og adfærdsbehandling? Tag et kig på bloggen!
Få svar på dine spørgsmål om at gå tur med din hund
Er det bedst at gå tur med kort eller lang snor?
It depends, men oftest vil mit svar være lang. Hvis du går meget tæt på trafik og mange mennesker så er en kort line selvfølgelig bedst. Men en kort line giver din hund meget lidt mulighed for at stoppe, snuse, slappe af og hygge sig. Derfor vil jeg kun anbefale kort line på en del af jeres tur. Så snart du går hvor der er plads omkring jer, på et stisystem, på mark, eng, skov og strand så giv længere line så din hund kan snuse til verden og slappe mere af. En fast line på 3-5 meter er i mange tilfælde et rigtig godt valg.
Hvordan går man med 2 hunde?
Man kan godt lufte to hunde sammen, men er der nogle udfordringer omkring gåturene som fx trækken i snoren eller reaktivitet mod hunde eller mennesker, så vil jeg altid anbefale at man går med een hund ad gangen.
Det er nemlig meget lettere at træne og arbejde med een hund ad gangen.
Hvis du går med to hunde på een gang så vil jeg råde til at du går med dem i hver sin snor. ”Dobbeltsnore” hvor 2 hunde er koblet tæt sammen er opskriften på at lære en hund at trække i snoren, for sådan en snor bliver jo hele tiden stram, medmindre hundene skal bevæge sig helt synkront. Lær dine hunde at vente på hinanden hvis de har forskelligt tempo. Når een stopper for at snuse, så kald lige på den anden og ros / beløn for at den stopper og venter.
Vær også opmærksom på at hundemøder kan være anderledes med 2 end med een hund. Skal dine hunde hilse på andre hunde så overvej, om de skal hilse een ad gangen og sørg for at snorene ikke bliver filtrede.
Skal I passere andre hunde så hold ekstra god afstand og beløn begge dine hunde for at følge med dig istedet for at søge over mod den anden hund.
Min hund kan ikke gå forbi andre hunde, hvad kan jeg gøre ved det?
3 tip til at lære din hund at passere andre hunde er:
1.
Undgå smalle passager og hold god afstand til de hunde I skal passere. Jo mere afstand din hund får, des lettere bliver det for den.
2.
Ros den og giv den et par lækre godbidder lige efter hinanden som det allerførste, når den får øje på en hund forude. På den måde forbindes synet af andre hunde med noget rart og med at tage kontakt til dig.
3. Træn med din hund på rolige, fredelige steder på at gå med løs line og blive belønnet for at følges med dig. Øv dig derefter gradvist på at gøre det samme med kortere og kortere afstand til fremmede hunde.
Emnet diskuteres og uddybes mere i det her blogindlæg: Hund i sigte. Skulle du få brug for ekstra støtte til at lære din hund det, så kig på 1-1 træning.
Hvordan lærer jeg min hund at gå pænt i snor?
Øv dig lidt derhjemme eller på et lignende kendt område hvor du går i en stor cirkel med hunden på ydersiden.
Klik og giv en godbid hvergang den går et par skridt sammen med dig.
Stop og vent – bak evt en smule – hvis snoren bliver stram.
Og øv med en line med lidt længde på, så den ikke bliver stram hele tiden.
Du kan også kigge på dette kursus >> hvor jeg giver dig en trin for trin opskrift på bedre kontakt, mere ro og løsere snor på gåturene.
Hvornår skal en hvalp lære at gå i snor?
Tak for det spørgsmål! Stille og roligt, lidt ad gangen er mit svar. En hvalp skal først og fremmest have lov at tage verden ind, blive tryg og tilpas i forskellige miljøer og kunne koncentrere sig lidt om dig. Herefter kan man øve lidt på at følges ad. Det kan også øves derhjemme uden snor, da det i bund og grund blot handler om at lære hvalpen om at følges ad – med eller uden snoren på.
Hvorfor sætter min hund sig ned og vil ikke gå videre, når vi er ude på tur?
Hvis din hund er en hvalp så er den måske overvældet / overstimuleret. Giv den tid til at blive færdig med at opleve verden, lad være at gå for langt og prøv om det hjælper at gå et roligere sted hen. Måske er den bare træt i benene, så må man gerne bære lidt… Hvis din hund er gammel og / eller overvægtig så er den måske træt. Eller har smerter. Hvis ingen af delene, så skal jeg vide mere om din hund for at kunne svare dig.
Ofte stillede spørgsmål om hundeadfærd
Hvordan kan man se om en hund mistrives / har brug for adfærdsrådgivning?
Hvis din hund viser tegn på angst / utryghed eller hvis den udviser aggresssiv adfærd eller virker stresset, forvirret, rundtosset. Du kan også kigge under Adfærdsrådgivning og se oversigten over de adfærdsproblemer, jeg oftest hjælper hundeejere med.
Kig evt i denne guide >> hvis du er usikker på hvordan ovennævnte kommer til udtryk.
Hvorfor slikker min hund på mig?
Hunde kan slikke af flere årsager. Nogle gør det når de er glade som en kærlig gestus, fx når man kommer hjem og de er glade eller når man kæler med dem. Simpelthen som en måde at bekræfte hyggen og relationen på. Andre bruger det som en måde at berolige sig selv, og det bliver ofte et mønster. Her kan det handle om at hunden ligger lidt højt i stress og / eller er ængstelig og slikkeriet er en slags ventil. Det vil oftest være i kælesituationer. Nogle hunde slikker om sommeren på salt hud eller på hud med creme på fordi de kan lide smagen.
Hvordan stopper man en hund med at gø?
Det kommer meget an på situationen, gøen kan være et tegn på mange følelser i hunden. Hvis vi tager udgangspunkt i en hund der gør i huset eller haven, så er det en god ide at:
- Forebygge det ved at forsøge at undgå de situationer hvor din hund gør
- Rose og belønne den når den ikke gør i situationen
- Omdirigere den til en anden opgave fx ” sit” eller ” søg” hvis den begynder at gø
- Hjælpe den til at falde til ro, fx ovre ved dig eller i kurv, da gøen ofte hænger sammen med høj arousal.
Hvornår kommer en hund i trodsalderen?
De fleste hvalpe bliver teenagere når de er mellem 6-12 måneder gamle. Det ligger påfaldende tæt på det tidsrum der går, før folk udvikler allergi i familien, hvis du kigger på DBA… spøg til side, det er hårdt at leve med en teenagehund, men det går heldigvis over. Hanhunde er oftest værst omkring 1 års alderen og igen når de fylder ca 2. Tæver er ofte lidt tummelums op til de første par løbetider.
Hvordan ved jeg, om jeg har brug for en adfærdsrådgiver?
Hvis din hund virker til at mistrives eller hvis du ikke trives i relationen med din hund, så har du formentlig glæde af adfærdsrådgivning. Hvis du ser tegn på stress, utryghed, angst, aggressiv adfærd eller hvis den er destruktiv eller på anden måde udvider problemadfærd, så skal du vælge adfærdsrådgivning.
Er du og/ eller familien klar til hund? Se svarene her:
Hvordan kan jeg vide, om det vil være en god idé for mig og min familie at få en hund?
Hvilken hunderace skal jeg vælge?
Det kommer meget an på hvem du er – der findes mere end 400 FCI godkendte racer, så der skulle være een for enhver smag.
Brug noget tid på at tale igennem om I kan lide en hund der er aktiv eller mere rolig. Om I ønsker jer een der elsker at følges med jer og gerne vil lave noget hele tiden, eller een der er mere sin egen. Hvor stor skal den være? Og hvad med pelsen? Find nogle racer som I finder tiltalende og kontakt så raceklubben og hør ad, om der ikke er nogle udstillinger hvor I må komme ud og se hundene og tale med dem, der bor og lever med dem.
Mange racer har også facebook grupper hvor man kan stille spørgsmål og høre om hverdagslivet med den pågældende race. Ofte er det også muligt at lave aftaler om at komme på besøg og møde een eller flere individer fra den ønskede race.
Hvilke spørgsmål skal jeg stille opdrætteren af min hund?
Spørg til kvaliteter og karakteristika ved racen og ved netop denne linje og dette kuld. Men spørg også til svagheder og ting du skal være opmærksom på.
Hør lidt om hvad opdrætter gør sammen med hvalpene og tag imod alle gode råd omkring hvordan du får startet hverdagen op sammen med dit nye familiemedlem
