takt & tone når hunden er i løbetid





De fleste hunhunde er i løbetid 2 gange om året. En løbetid varer omkring 3 uger, og i den periode mener jeg, at man bør tage hensyn til sin egen tæve og til omgivelserne.





Min ene hund er netop startet løbetid. For mig betyder det 3-4 uger, hvor jeg holder hende fra hundeskoven og fra andre fritløbsområder.

Det betyder, at jeg går flere ture i snor, og at jeg må køre lidt omkring for at finde egnede områder, hvor jeg kan slippe hende fri til en lille løbetur.


At jeg holder hende fra hundeskoven er der flere grunde til:

1.
Min hund skal ikke gå rundt i snor og udsættes for, at både tæver og hanhunde er voldsomt interesserede i hende. Første og sidste uge af løbetiden er mange tæver lidt mere følsomme, bliver lettere forskrækkede og er i det hele taget lidt mere skrøbelige rent mentalt. Min tæve er ingen undtagelse.
Både tæver, men i særdeleshed hanhunde er ofte meget vedholdende interesserede i lugt af løbetid, og hvis min hund ikke formår at sige fra overfor det, vil det være meget ubehageligt for hende, at alle hunde vi møder snuser så meget til hende.
Hvis hun kan sige fra overfor det, vil det stadig være en oplevelse der kan blive ret stressende for hende (fordi hun ikke ønsker parring og hele tiden skal genne andre hunde væk) og derfor skal hun ikke udsættes for det.


2.
Der er nogle tæver, der bliver meget sociale og gerne ønsker kontakt gennem hele deres løbetid. Og som derfor ikke nødvendigvis vil synes at det er ubehageligt, at andre hunde viser så meget interesse for dem.
MEN - hvad så med hanhundene?
Hanhunde er hanhunde. Der er nogle hanhunde, der er så veltrænede, at de lærer at ignorere duft af løbetid og stadig hører efter deres ejer.
Men - der er også rigtig mange hanhunde, der er styret af deres drifter i en grad, så de forlader ejeren og strejfer efter lugten af løbsk tæve, når de lugter hende i skoven.
Og det må godt nok være træls som hanhundeejer!


3.
Lugten af løbetid kan selvfølgelig få hanhunde - og faktisk også en del tæver - lidt "op på dupperne". Der er ingen tvivl om, at hvis to intakte hanhunde mødes over en løbsk tæve, ja så er der altså større risiko for, at de bliver uenige om hvem af dem, der skal have den skønne dame :-)


DERFOR
Vis hensyn til din tæve og til dine omgivelser, og hold hende fra hundeskoven de uger løbetiden varer. Brug det som en mulighed for at opdage nye luftesteder, få trænet nogle nye øvelser med hende hjemme, og vend tilbage til vennerne i hundeskoven når løbetiden er vel overstået!