Nytår





December - juletravlhed, julehygge - og derefter nytår.
En festlig aften, men for rigtig mange hunde desværre også en meget svær aften.
Heldigvis er fyrværkeri loven nu ændret, så det kun er få dage omkring d 31 der rent faktisk må skydes af.
PYHA - det har markant reduceret afskydning af fyrværkeri i december - men helt slipper vi hundejere som regel ikke for det i løbet af december måned.





Det er ikke så mærkeligt, at en del hunde bliver utrygge ved fyrværkeri.

Hunde har en genetisk disponering for at frygte pludselige, høje lyde. - nogle racer mere end andre.

Hunden reagerer altså kun naturligt.
Heldigvis, er der en del vi kan gøre, både forebyggende og når det går løs, for at forbedre hundens oplevelse af afskydningerne.


Træning & Aktivering i december

- Gå nogle gode, spændende ture, så din hund er træt og velstimuleret, og har mindre energi til at bekymre sig om lyd fra eventuelle skyderier. Lav aftaler med gode firbenede venner, og leg sjove lege undervejs på dine ture (hvis din hund er hvalp skal du selvfølgelig ikke gå mere end hvad den kan tåle)


- Dyrk aktiviteter som den kan lide og som gør den glad i låget;
Træn sjove øvelser, leg med den og giv den opgaver, hvor den bruger sin næse.
Du skal gå efter en logrende hale! Det skal du, fordi jo bedre den har det i det hele taget - des bedre håndterer den stress og potentiel utryghed, pga. afskydning.

- Lær din hund "Lyd & Larm" øvelsen.
Øvelsen går ud på at hunden lærer selv at vælte ting og sager, og får dermed positiv association med lyde i et setup og et tempo, som den selv kan styre. (Se video i bunden af indlægget her)


- Hav altid godbidder og legetøj med på ture.
Hver gang din hund hører et skud eller hyl, så skynd dig at kvittere med en sjov leg, søgning af en håndfuld godbidder eller lignende.
Det skaber association mellem skud og noget rart, og tager lidt af opmærksomheden fra lydene.


OBS: Hvis du kan se på din hund, at den bliver godt forskrækket ved skud, så hold den i en lang line i dagene omkring d 31. Hvert år er der hunde der løber afsted i panik over skud, og ikke kan finde hjem. En frygtelig oplevelse for både hund og ejer, der kan udvikle sig farligt.


-Invester i en Lyd tilvænnings CD (købes i dyrehandler eller hos dyrlægen) eller find klip på YouTube.
Afspil lidt hver dag, fx 5 minutter. I starten ganske lavt, hen af vejen højere og højere. Men aldrig højere end at din hund er Ok med det.
Du kan lege eller træne lidt med din hund mens Cd’en kører, eller du kan give den et ben at gnaske lidt på imens.


- Hvis den skulle blive forskrækket enten ude eller i forbindelse med træning, så prøv først om du kan "fjolle den igennem det";
- Start en leg med legetøjet, find en pind og kast med eller tril dine godbidder henad jorden og få hunden til at fange dem.
Duer det ikke fordi den er blevet for bange, så tag den hurtigt væk fra stedet (hvis I er ude)

og / eller sæt dig ned til den / tag den op til dig og hjælp den tilbage til tryghed ved at ae den roligt og tale beroligende til den.


- Undlad at lade hunden alene hjemme i december måned efter mørkets frembrud, hvis der skydes af i dit kvarter. Der er ingen grund til at give hunden dårlige erfaringer inden selve nytårsaften, og mørke gør ofte oplevelsen meget værre for hunden.


- Det kan det være en rigtig god idé at give din hund et naturligt præparat, der virker lettere angstdæmpende og beroligende i løbet af december.
Fx AnxiCalm, Kalm, Zylkene, Adaptil, Aptus Relax, Rescue dråber eller lign.
Det fås hos mange dyrebutikker og hos alle dyrlæger, hvor du også kan få vejledning om de forskellige præparater.
Selve nytårsdag og aften vil jeg råde dig til at doble doseringen på det naturlige præparat, du anvender. Giv først på dagen og så igen ved 22 tiden.


Nytårsaften:

- Har du observeret at din hund reagerer med voldsom angst for skud og brag i løbet af december, så vil jeg råde dig til at tale med din dyrlæge omkring mulighed for medicin til d. 31/12.
En kombination af beroligende og angstdæmpende medicin har i flere år været det man gav.
Der er kommet nye retningslinjer for medicin, så mulighederne har ændret sig lidt.
Tal med din dyrlæge om hvilke muligheder der er - og gør det i god tid. Ikke først d 31!


- Endnu bedre og med garanteret effekt:
Lej et meget øde beliggende sommerhus eller en ødehytte i Sverige henover nytåret. Du får stresset af fra den travle hverdag og hunden er ikke panisk angst og stresset lang tid efter nytår.
Det er da win win, vil jeg mene.


Uanset hvad så er Regel nummer 1:
Din hund skal ikke lades alene hjemme!
Heller ikke selvom den ikke er bange for skyderi (det kan den nemlig meget hurtigt blive)
Vær allerhelst sammen med den, eller få den passet hos familie eller på en pension laangt ude på landet, hvis du ikke selv er hjemme.


- Om dagen d 31 skal du aktivere din hund i hvert fald en halv gang mere end du plejer, og gerne dobbelt så meget som på en almindelig dag.
Gå nogle ekstra lange ture, kør ud til nye steder hvor hunden bruger sine sanser mere og bliver ekstra træt, træn med din hund, lav aftaler med hunde-legekammerater osv osv.
Kort sagt: Sørg for at den er ualmindelig velaktiveret inden aften, selvfølgelig uden at motionere hunden mere end den kan klare fysisk.


- Hav i løbet af aftenen en masse skåle med godbidder placeret rundt omkring i huset, på borde/reoler osv. Hver gang der kommer et skud, kan du tage den nærmeste skål og vende bunden i vejret på den udover gulvet.
Så får din hund noget at tage sig til, og skuddet associeres med godbidder fra himlen.


- Hvis din hund bliver for bange for skuddene til at ville spise godbidder, så vær ved den, hold roligt om den og tal beroligende til den – og lad den gemme sig hvor den vil.
Du må altså godt kramme, berolige osv.


- Omkring 20- 21 tiden er det en god ide at få hunden ud og tisse en gang, for de færreste hunde er til at lokke ud når klokken nærmer sig 24 og i adskillige timer derefter. Har du en hund, som tidligt viser at den bliver utryg ved at gå ud – så er Dronningens Nytårstale som regel et rigtig fint tidspunkt at lufte hund på – der er rimelig ro ved den tid.


- Når klokken nærmer sig 24, så sørg for at hunden er ved dig (hvis den vil) og giv den så et stort, lækkert kødben eller andet den er interesseret i og kan bruge god tid på. Et marvben fyldt med dåsemad, torskerogn eller lign. der har været i fryseren, det kan også gøre det, hvis din hund ikke kan tåle rå ben. Hunden skal have benet ca. kvart i tolv, sådan at den er godt i gang med at gnave og spise når ”det går løs”.
Den eneste undtagelse er, hvis din hund har tendens til at vogte over sine ben. I det tilfælde må du vurdere, om hunden skal være med dig uden ben (i det tilfælde vil jeg råde til at lege lidt med hunden i stedet hvis den vil), eller om den skal være fx bag et gitter i et tilstødende rum, med et lækkert ben.


- Sørg for at rulle gardinerne for, der hvor hunden ligger, idet lysglimtene ofte forstærker oplevelsen betragteligt. Skru også gerne godt op for fjernsyn/musik så bragene ikke opleves så tydeligt af hunden. Hvis hunden bliver bange Er den bare lidt ængstelig, så mind den om, at den jo lige var i gang med det her lækre ben.
Alternativt kan du aflede hunden lidt med leg eller træning, ofte noget med lidt ”pep” på, for at få dens opmærksomhed lidt væk fra skyderierne.


-Bliver den for bange til leg og mad, så vær hos den og tal stille og roligt med den mens du klapper og kæler lidt for den. Hunde der bliver meget bange vil gerne gemme sig. Nogle ligger under sengen, andre i sofaen med en dyne over sig, andre søger i brusenichen. Lad din hund være hvor den vil være, og vær der for den.


-Bliver din hund for bange til mad/leg så bør du tænke i forebyggende træning, i god tid inden næste nytår. Og god tid – det betyder før næste sommer!


Hvad skal du ikke gøre?

- Nogle hunde reagerer ved at stresse op og gø og vil måske gerne ud. Undlad at lukke din hund ud, også selvom den ikke ser bange ud! Hav den selvfølgelig ud og tisse, men undlad at stresse den yderligere ved at lade den fare forvildet rundt efter lyd og brag!
Alt for mange hunde er blevet panisk angste efterfølgende, fordi de har været ude mens naboen pludselig har fyret noget stort af.


- Undlad at piske en stemning op. Vær der for den, og lad den gemme sig hos dig eller hvor den vil. Men tal stille og roligt til den, mens du aer den beroligende.

En sejlivet myte er, at man ikke må kæle og trøste en utryg hund, fordi man derved forstærker dens angst - MEN DET PASSER IKKE!

Som nævnt tidligere skal man selvfølgelig ikke piske en stemning op - men man skal bestemt være der for sin hund, passe på den og vise den omsorg ved at tage den op/holde om den/tage den væk fra det farlige hvis muligt/ tale beroligende til den osv.

Du kan ikke forstærke følelsen af angst ved at vise omsorg for hunden, tvært imod kan du hjælpe din hund lettere gennem dens angst ved at være der for den og give den tryghed.


Med ønsket om en dejlig december måned og nytårsaften til alle – ikke mindst hundene!
Kærlig hilsen Mia