Der er altid følelser til stede. Det er for hunde som det er for mennesker; alle de ting vi oplever og alle de situationer vi står i, dem knyttes der nogle følelser til. Hvis hunden føler sig godt tilpas i det hele taget og i læringsprocessen, så går det fint at lære den nye øvelser.
Adfærdsrådgivning kræver mere arbejde både af rådgiver og ejer end almindelig træning gør - fordi adfærdsrådgivning som regel handler om at ændre på en adfærd, der er motiveret af følelser som stress, utryghed eller angst.
Jeg fik for nyligt den dejligste hilsen fra en hundeejer, som jeg har hjulpet gennem en længere periode. Hendes hund, en ung retriever, var blevet tiltagende utryg ved alle mulige lyde i og udenfor hjemmet. Den reagerede på lyde og på en masse forskellige situationer i deres hverdag. Bla flygtede den i angst, når hun arbejdede i køkkenet og allerværst var det, når hun smækkede ovnlågen i.
Den lille hund havde det faktisk rigtig skidt flere gange i løbet af en dag.
Vi har arbejdet med en bunke tiltag og øvelser for at styrke hunden helt generelt, og vi har arbejdet meget specifikt og systematisk med at ændre hundens følelser og associationer til de lyde og hændelser, der har skræmt den tidligere. Ejer har arbejdet rigtig meget med sin hund gennem en længere periode, og vi har talt træningen igennem flere gange undervejs.
Resultaterne er da heller ikke udeblevet!
For den seneste hilsen lød noget i stil med;
"Det går bare SÅ godt - på alle fronter. Der er meget mere ro og tryghed i flere og flere situationer. Jeg har nu lige stået i køkkenet og smækket ovnlågen i, og ind fra haven kommer min hund - glad og med viftende forventningsfuld hale - fantastisk!"
Ovnlågen, der tidligere var forbundet med fare, er altså nu blevet noget, som hunden forbinder med noget rigtig rart. Efter sådan en hilsen, så bliver min dag altså bare lidt bedre <3
Så jo - følelser KAN heldigvis ændres, og en utryg, angst eller stresset hund kan godt få det bedre.
Det kræver næsten altid en tålmodig, struktureret og kærlig indsats - men det kan godt lade sig gøre. Og jeg vil elske at hjælpe dig, hvis du har brug for det!
Du kan læse mere om adfærdsrådgivning HER >>>