Hund i sigte!





Hvordan har du det, når du ser en fremmed hund forude?

Hvordan har din hund det?






Forleden var jeg en tur i skoven med mine hunde.


Forude kom en mand og hans hund.

Jeg kender dem godt; eller dvs, jeg har passeret dem mange gange før.

Lige fra den var lille nysgerrig hvalp og til nu, hvor den har vokset sig stor.


Og stærk.


Den har aldrig fået lov at hilse, endsige stoppe og forholde sig til, at vi er gået forbi.

Manden går altid videre i uændret tempo, og hunden den må så bare følge med, det siger sig selv.

Da den var lille hvalp, var det med usikre ben og forsigtigt logrende hale.

Den ville gerne hen og se hvad mine hunde var for nogle.

Den var lidt usikker, men bestemt også nysgerrig.

Den fik aldrig lov - de var hurtigt videre.


Nu har jeg så ikke mødt dem et års tid - indtil forleden.


Jeg skal love for, at situationen havde ændret sig; nu så det sådan her ud;


Hunden stoppede op da den så mine hunde - plantede solidt sine 4 ben ud i alle 4 verdenshjørner. Halen steg opad, helt spændt.

Den sænkede hovedet og stirrede direkte på mine hunde.

En DYB knurren kom langt nede fra maven på hunden, og idét den blev trukket videre af sin ejer, kastede den sig frem i snoren og gøede advarende og vredt imod mine hunde.

Ejeren trak i snoren alt hvad han kunne og skyndte sig væk med sin hund.


Stakkels mand

Stakkels hund.


Det er helt sikkert ikke sjovt for nogen af de dem.


... Jeg tror faktisk aldrig, at den hund har fået lov at hilse på andre hunde.


Så hvordan skulle den vide, hvordan man gør?


Mit gæt er, at kombinationen af hundens frustration over gerne at ville hen og hilse, kombineret med usikkerheden over de fremmede hunde og hele situationen nu munder ud i den aggressive adfærd.


Jeg ved ikke, hvorfor den aldrig har fået lov.

Måske har manden dårlige erfaringer med at lade sine hunde hilse på andre hunde?

Måske er han usikker på sin hund?

Måske synes han ikke det er så vigtigt? ?

Jeg ved det ikke...


Men jeg ved, at det man øver sig på, det bliver man god til.


Og hvis du gerne vil have en hund der kan enten

1) være rolig når andre passerer eller

2) hilse roligt på andre hunde


.. så skal det øves!


Sådan kan du lære din hund at lade andre passere:


Fokusér allerførst på at etablere en positiv association til at en fremmed hund kommer imod jer. Det kan trænes ganske let: Væn dig til altid at have et par håndfulde godbidder med på dine ture.


Hvergang du ser en hund, starter du med at rose din hund, og give den flere godbidder i træk. Kald din hund ud på lidt bedre afstand og fortsæt træningen dér, hvis du vurderer at afstanden vil blive for lille mellem dig og den anden hund.

På den måde skaber du en positiv association til at en hund er i sigte ( det udløser ros og godbidder fra dig af) og samtidig vænner du din hund til at blive ved dig.

Hvis din hund ikke skal hilse på den anden hund, kan du bare belønne den for at forholde sig roligt til den anden hund er passeret, og derefter gå videre selv.


Sådan kan du træne positive hilsemøder:


1. Ro på afstand

Har du en lidt ivrig hund, så beløn for ro ved dig så længe du kan, og lad din hund hilse i forlængelse af, at den er rimelig rolig.

Har du en lidt forsigtig hund, er ros og godbidder ved synet af hund med til at skabe positiv association til det, at der kommer en hund, og det øger trygheden.

Lad altid en forsigtig hund hilse i sit eget tempo.

Uanset hvad, bør du altid stoppe med at give godbidder lidt før hundene mødes, for at udelukke ressourceforsvar omkring maden.


2. Lad din hund hilse uden snor eller i løs snor

Når to hunde taler sammen, så gør de det primært via deres kropssprog og mimik.

En stram snor skaber meget let misforståelser, fordi hunden, der er koblet i snoren, let kan fremstå anspændt og potentielt truende, når den trækker frem i en stram snor.

Kan din hund hilse uden snor så lad den endelig gøre det, så den kan kommunikere frit.

Hvis ikke løs hund er en mulighed, så sørg istedet for at holde din snor løs og sørg også for, at din hund og modpartens hund ikke vikles ind i snorene.

Hold altså en eventuel snor løs og gerne lidt opad, så den generer hilsemødet mindst muligt.


3. Hold Hilsemødet relativ kort til en start.

Den almindelige og helt høflige måde at hilse på for 2 hunde er den, hvor de snuser lidt til hver ende af hinanden. Så lad dem gøre det i fred, og tænk på at undgå kluddermor i snorene.

Når de har snuset lidt i hver ende, så kald din hund lidt væk og beløn den rigtig godt. De kan altid hilse igen og af lidt længere varighed hvis du kan se, at det er fint for begge hunde.


Det er fint når:

Begge hunde logrer og bevæger sig afslappet

Det samlede kropslige udtryk er afslappet og "blødt"

Der inviteres til leg fx ved legebuk (ned i forbenene - rumpen op)

Der slikkes mundvige

En eller begge hunde kigger væk /går lidt væk / går roligt rundt om hinanden


Det er ikke så fint når:

Det samlede kropslige udtryk er stift

Hundene holder øjenkontakt hele tiden og stirrer på hinanden

De " går oppe på neglene" rundt om hinanden

Mundvigene er korte og halen stift lige op i luften


Hvis du ser anspændt kropssprog eller er i tvivl om det er helt godt, så kald roligt og venligt din hund ud af hilsemødet.

Når du skal kalde din hund væk, så tag blødt i snoren, kald dens navn og beløn den rigtig godt, nogle meter væk.

På den måde kan du forebygge, at situationen udvikler sig.


Er du i tvivl, så lad være


Er du i tvivl om det er en god ide at hilse - så lad være.

Hvis du er utryg - så smitter det lige ned igennem hundesnoren.

Hunde er forskellige. Nogle er sociale og elsker kontakt med fremmede hunde. Andre er reserverede, og foretrækker egentlig kun kontakt med hunde, som de kender.


Begge dele er helt ok.


Er du i tvivl, om din hund egentlig har lyst til og gavn af at hilse på hunde i møder, så fokusér hellere på at gøre det at passere til en rigtig god oplevelse.

Du kan i stedet øve din hunds sociale færdigheder sammen med hunde og ejere som du kender, og som du kan lave klare aftaler med.


God tur!