Desværre bliver den positive hundeopdragelse af og til kritiseret for at være mangelfuld. Kritikere påpeger ofte, at hundene bliver forvirrede, utrygge og urimeligt uhæmmede i deres adfærd i familien og ude i samfundet, fordi der ingen grænser er i deres hverdag.
Jeg er (selvfølgelig) helt uenig, og har længe haft lyst til at give mit bud på "den perfekte hundeopdragelse" - til glæde og gavn for hund, ejer og omgivelser. So here it goes:
Alt er træning
For det første; alt er træning. Hunden lærer hele tiden af sine erfaringer, den oplever hvordan dens omgivelser responderer på dens adfærd. Så hvis du står og træner din hund og belønner den, ja så lærer den. Og hvis du laver noget helt andet og din hund gør i haven, kradser på døren, ligger sig roligt etc - ja så gør den sig også i de situationer nogle erfaringer, og der sker altså en læring.
Jeg mener derfor, at et rigtig godt sted at starte, er ved at planlægge så meget træning, opdragelse, håndtering af situationer som overhovedet muligt. Sådan at den læring der finder sted, i videst muligt omfang er den, vi ønsker skal ske. Læringsteorien har lært os, at det fungerer sådan her:
- en adfærd der forstærkes den får vi mere af
- en adfærd der ikke forstærkes, den får vi mindre af.
Med ovenstående i baghovedet, kan vi altså planlægge så meget som muligt sådan, at vi forstærker hunden for alt det vi gerne vil have. Vi kan træne bestemte øvelser, vi kan give opmærksomhed og adgang til rare ting i forlængelse af ønsket adfærd og vi kan selvfølgelig belønne færdigheder med leg og med godbidder.
Desuden kan vi prøve at sørge for, at hunden ikke øver sig på ting, som vi ikke har lyst til at den lærer. Simpelthen ved at bruge følgende strategi:
* beløn den adfærd du ønsker, og skab et miljø, hvor ønsket adfærd er sandsynlig.
* ignorer den adfærd du ikke ønsker og stop den adfærd du ikke kan ignorere
* forebyg desuden uønsket adfærd i videst muligt omfang.
Men hvad med det der nej?
Okay. Så langt så godt.
Det var så den del, med at strukturere og planlægge både træningen og den generelle opdragelse. Så vi målrettet arbejder med at skabe et miljø og nogle træningssituationer, hvor vi kan arbejde med at belønne for at få mere.
Så er der det med at sige nej. For hvad nu hvis hunden gør noget, som bare slet ikke er i orden??
Jeg har det personligt sådan, at det handler om at jeg har nogle personlige grænser, og så har jeg nogle enkelte ting, som jeg bare ikke vil have sker.
Jeg ville fx sige til min hund at hun skal stoppe, hvis hun i leg hoppede op og bed mig i armen i bar iver. Eller hvis hun nu satte forpoterne på køkkenbordet efter culottestegen. Her ville jeg ikke stå og vente, ej heller ville jeg rose når hun slap / hoppede ned igen.
MEN! jeg ville stoppe det idét det skete - og hvis det så skete igen, så ville jeg straks begynde at tænke i, hvordan jeg kunne træne det, jvf. ovenstående system.
Det ville være noget med at lege mindre vildt, øve slip, øve at holde fast i legetøjet osv. Og det ville være noget med at blive belønnet for at blive på tæppet i køkkenet, og ikke igen efterlade culotten ubevogtet yderst på bordet.
Jeg vil ikke sætte hunden op til at fejle
Jeg kunne aldrig forestille mig at sætte hunden op til at fejle. At bruge straf eller korrektion som en træningsstrategi eller stå og vente på en "fejl" som jeg så kunne straffe eller korrigere.
Jeg vil altid tænke i, hvordan jeg bedst kan træne en færdighed via strukturerede belønninger.
Men står jeg nu og her i en ikke planlagt situation, der bare må stoppes, så stopper jeg den altid. Og jeg er ikke bange for, engang imellem at sige "nej!" til min hund, hvis den pludselig skulle gøre noget, der går over min personlige grænse eller som på anden vis ikke er acceptabelt.
Det er ikke spor anderledes end mine børn forøvrigt. Det er mit job, på bedste og mest kærlige vis at lære dem hvordan man agerer i familien, blandt andre mennesker og rundt omkring i samfundet. Og jeg skal anerkende og rose dem osv.
Men af og til så sker der noget der bare slet ikke er ok. Og så fortæller jeg dem det, og så kommer vi videre derfra. Og nogenlunde ligesådan har jeg det med hundene :-)
